Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilAugust 2017pilNye våben mod infektioner på sygehusene
Infektion 450

Foto: Colourbox.com




Nye våben mod infektioner på sygehusene

23-08-2017 | Af Kristoffer Voigt Rasmussen

Infektioner på sygehuse er en generel udfordring i det danske sundhedsvæsen. Region Syddanmark har allerede et stærkt fokus og går nu forrest og indfører konkrete handleplaner, der skal begrænse antallet af infektioner. Derudover er regionen i færd med at udbrede et system, der styrker forebyggelse og behandling af infektioner, til samtlige sygehuse.

Virus, svampe og bakterier får det fremover sværere på de syddanske sygehuse. De tre typer af mikroorganismer er skyld i, at patienter får de såkaldte sygehusinfektioner, og de er derfor jaget vildt.

Infektionerne, som man får på sygehusene, kan være svære helt at undgå, når man har mange syge mennesker under samme tag, men regionens sygehuse har taget kampen op.

I løbet af de næste tre år sætter regionen ind overfor fire typer af sygehusinfektioner.

  1. Bakterier i blodet, der er kommet til patienten under indlæggelsen.
  2. Infektioner med bakterier, der kan give blodig diarre og tarmbetændelse.
  3. Infektioner, der er opstået i forbindelse med behandling i hjemmet - eksempelvis ved brugen af et kateter.
  4. Modstandsdygtige bakterier såsom MRSA.

For hver af de fire typer iværksættes handleplaner med en ambitiøs målsætning.

Løbende justeringer skal få sygehusene i mål

Hvert år skal sygehusene evaluere og justere indsatsen, så de kan nå målene i handleplanerne, og dermed nedbringe forekomsten af infektioner.

Sygehusene vil eksempelvis have fokus på at nedbringe brugen af såkaldt bredsprektret antibiotika, der dræber mange forskellige bakterier.

De bredspektrede antibiotika kan nemlig medvirke til, at bakterier, såsom MRSA, bliver resistente overfor behandling.

Mangeårigt syddansk fokus på hygiejne

Sundhedsudvalgsformand Poul-Erik Svendsen (S) ser de nye handleplaner og delmål som et naturligt skridt for regionen.

- Vi har i Region Syddanmark over en lang årrække haft stort fokus på hygiejne herunder rengøring og sygehusinfektioner. Senest besluttede partierne bag budgetforliget, at der i budgettet for 2017 skulle sættes penge af til at nedbringe infektioner, og de nye handleplaner og delmål bliver et vigtigt værktøj i de bestræbelser. Det er et område, som både politikere og klinikere tager meget alvorligt.

Handleplanerne er blevet godkendt af Sundhedsudvalget, og hvis regionsrådet også godkender dem, så skal de nye indsatser være påbegyndt senest i januar 2018.

Nyt overvågningssystem skal hjælpe med forebyggelse og behandling

Men handleplanerne er ikke det eneste initiativ, der er sat i gang i regionen.

Fagfolk i Region Syddanmark har udviklet et nyt overvågningssystem kaldet HAIR (Hospital Acquired Infection Registry), der indsamler data om eksisterende og potentielt nye infektioner blandt patienterne på sygehusene.

Systemet er udviklet på Sygehus Lillebælt og testet på data fra Sygehus Sønderjylland med succes. Netop nu er regionen i færd med at undersøge, hvordan det kan udbredes til resten af regionens sygehuse.

Poul-Erik Svendsen glæder sig over det nye system.

- Noget af det vigtigste i en effektiv bekæmpelse af disse infektioner er at få et troværdigt overblik, og det har tidligere været svært at få. Det nye system er et godt bud på, hvordan vi relativt enkelt kan forbedre vores indsats, og et fint eksempel på nytænkning blandt vores klinikere.

De næste skridt i udbredelsen af systemet drejer sig om at få organiseringen og finansieringen på plads.


Siden er sidst opdateret 23-08-2017.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap