Gå til indhold
Forsiden | Kontakt | Ledige job | For ansatte | Presse og nyheder | Web-TV | tysk flag engelsk flag |

Region SyddanmarkTil forsiden

ForsidepilPresse og nyhederpilArtiklerpilAugust 2017pilGravko tog første spadestik på akutsygehus i Aabenraa
Første spadestik - fase 2 - Aabenraa

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) fik æren af at styre gravkoen ved Sygehus Sønderjyllands første spadestik på fase to af akutsygehusbyggeriet. Foto: Bjørn Sørensen




Gravko tog første spadestik på akutsygehus i Aabenraa

17-08-2017 | Af Tine Glindvad Polat

Torsdag formiddag blev der taget et meget stort 1.spadestik ved Sygehus Sønderjyllands akutsygehus i Aabenraa. Regionsrådsformand Stephanie Lose satte sig til rette i en stor gul gravko, som hun tog det første spadestik med til det byggeri, som skal fuldende sønderjydernes akutsygehus.

Nu skal de til at bygge igen på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa. Det nye byggeri er anden og sidste del af det omfattende projekt, som danner rammerne for Sygehus Sønderjyllands akutsygehus.

Første del af det om- og tilbyggede sygehus stod færdigt i 2014 og indeholder blandt andet et helt nyt familiehus, som huser alt fra graviditet, fødsler, gynækologi og psykiatriens ambulatorium for børn og unge.

Samme dør til fysisk og psykisk syge

Anden del af byggeriet, som skal være klar til at tage i brug i 2020, kommer blandt andet til at huse intensivafdeling, ambulatorier, laboratorier, opvågning, kapel og helikopterlandingsplads.

I sin indvielsestale kom regionsrådsformand Stephanie Lose ind på Region Syddanmarks vision om, at patienten skal i centrum og sættes før systemet.

- Det gælder også her i Aabenraa. Et godt eksempel her på akutsygehuset er, at det er bygget sammen med det psykiatriske sygehus. Det betyder, at patienterne går ind af den samme dør, hvad enten man er fysisk eller psykisk syg. Det er med til at sætte en tyk streg under, at vi i Region Syddanmark har gjort op med, at der har været forskel på, om man har en brækket arm eller en knækket sjæl, sagde Stephanie Lose.

Kage til hele sygehuset

Administrerende sygehusdirektør Peter Fosgrau udtrykte i sin tale håb og ønske om, at den nye 6-etagers sengebygning vil komme til at stå, som et vartegn for hele det sønderjyske sundhedsvæsen.

- Når vi er færdige vil Sygehus Sønderjylland kunne tilbyde moderne én-sengs-stuer til samtlige patienter sammen med den nyeste laboratorieteknologi og super effektive arbejdsgange. Det kan vi være meget stolte af, sagde sygehusdirektøren og fortsatte.

- Sygehus Sønderjylland har 2.500 veluddannede og engagerede medarbejdere, som hver dag leverer god kvalitet til patienterne. Jeg glæder mig til, at de på alle fronter bliver omgivet af helt nye og tidssvarende faciliteter. Det er i sandhed en festdag for Sygehus Sønderjylland. Derfor er der samtidig med vi står her.

 

 




Fakta

Fase 2 omfatter både nybyggeri (ca. 22.500 m2) og ombygninger (ca. 8.000 m2). Ombygningerne udgør således en væsentlig del af projektet.

Det samlede budget er på 754 millioner kroner, heraf udgør byggeudgifterne 448 millioner kroner.

Den nye bygning kommer til at indeholde 120 plejeenheder, 38 ambulatorier og 13 intensivstuer.


Siden er sidst opdateret 17-08-2017.
Kontakt Region Syddanmark

Region Syddanmark | Tlf: 76 63 10 00 | CVR nr. 29190909 | Skriv til Regionen | Om hjemmesiden | Sitemap